Det er snart tid til det årlige øjenlægebesøg og jeg anede absolut ikke hvem jeg kunne tage til i København. Det er jo sgu helt sindssygt at de solgte det jeg kaldte min klinik i Sverige, jeg forstår ikke hvad de tænkte på? Overvejede de overhovedet et sekund hvad der ville ske med mig?!
I guess not.
Men så havde M hørt om en læge der ”var god” og på vaklende dansk ringede jeg til klinikken – hvor jeg endte i en telefonkø. Jeg var så nervøs at jeg ikke kunne sidde stille, jeg tog et blad fra min reol og læste en halv artikel og bagefter computeren hvor jeg indtastede det forkerte kodeord så mange gange at jeg næsten blev smidt ud af mit eget system, fordi hænderne var helt våde af sved, så fingrene ikke kunne få fat.
Endelig svarede alligevel en kvinde og på det tidspunkt var jeg næsten klar til at græde. Men jeg glemte at jeg var i Danmark, hvor man ikke er så sur og gnaven som i Sverige, hvor man løser de fleste problemer både bedre og hurtigere. Hun sagde:
Hvis du er så bange for det her vil jeg sørge for at lægen ringer til dig, så du kan stille ham alle spørgsmålene direkte.
Det ville aldrig være sket i Sverige.
Så nu har jeg talt med en mand som jeg vurderer er på min egen alder. En venlig och sjov mand! For også det er en forskel på Sverige og Danmark, her tager man det der faktisk er et problem mere alvorligt men har evnen til at se komedien i resten.
– Jeg er jo meget bange for dette besøg. Tror du jeg kan sluge en lille en, før jeg kommer til dig?
– Hvis det stopper ved det kan jeg ikke se det er et problem.
– Og hvis det hele ender med at jeg skal opereres nu? Vi kan misforstå hinanden!
– Det skal nok gå i orden…
– Men hvis jeg forklarer forkert? Hvis jeg ikke siger det helt rigtigt, på dansk?!
– Så vil jeg stadig vide præcis hvad der skal gøres og hvordan!
– Ja?….
– Ja. Jeg har arbejdet som øjenlæge i mange år og du behøver faktisk ikke sige noget, hvis du ikke vil.
– Undskyld! Jeg er kontrolfreak. Er du blevet vred?
– Slet ikke! Tværtimod tror jeg det bliver interessant at møde dig!
Han tror sikkert allerede at jeg er en idiot, men nu føler jeg mig tryg ved ham og vil ikke gå til andre. Det her bliver et eventyr, må jeg sige!