Som en lille afslutning på min lange aften, da jeg sad her i Stockholm og skrev…det jeg er i gang med lige nu…kan jeg konstatere en ting:
Sådan er livet når du nægter at acceptere at du er begyndt at elske nogen.
Jeg nyder København så utroligt godt! Og som nu, når jeg ikke er der, savner jeg mine venner, jeg længes efter at vi skal sidde på vores yndlingscafé og snakke og grine og så tage cyklen langs den smukke østkyst op fra indre by. Jeg tænker på hvordan Øresundsbroen knejser uden for togvinduet – så ved jeg at det ikke er langt væk!
Og jeg vil tænke på dansk. Jeg vil skrive på dansk. Men uanset hvor meget jeg prøver kan jeg ikke afvise at jeg skal elske på svensk.
Og så elsker jeg slet ikke.
Sådan var livet efter ham.